onsdag den 27. marts 2013

Kæk opsummering

Der er vist stadig en vis forvirring om, hvad crowdfunding egentlig er for en størrelse. Og hvad mit projekt egentlig går ud på. 

Derfor denne kække opsummering ...
  • Opnår et crowdfundingprojekt ikke 100% finansiering, ryger pengene tilbage på givernes konti. Det er det store overordnede + bærende megakongeprincip bag, under og over crowdfunding. Og også indeni. Der er altså ingen risiko forbundet med at støtte et crowdfundingprojekt, for enten 1) bliver projektet til noget, og alt er godt, eller det 2) bliver ikke til noget, og man får pengene tilbage. 
  • Crowdfundingprojekter opererer praktisk taget altid efter et noget-for-noget princip. Funderen giver 'incitamenter', som man kalder det. Jeg gør i særdeleshed: For 250,- får man fx både en ebog og en papirbog. Således sparer man faktisk penge i forhold til køb i alm. handel. 
  • Det kan være hensigtsmæssigt at se crowdfundingen som et forsalg. Nogle tror vist nok, at crowdfunding er en slags Røde Kors for kulturens forhutlede, men det er ikke ligefrem der, vi er.
  • Dem, der giver penge til mit projekt, modtager deres varer, eller 'gaver', pr. post omkring 1. november 2013 (altså en uge eller to inden officiel udgivelsesdato). 
  • Jeg benytter mig af crowdfunding, fordi jeg synes, det er en interessant, ny måde at gøre tingene på. Musikere har længe forholdt sig åbent og nysgerrigt til de digitale medier, nu er det på tide, at forfatterne prøver at gøre dem kunsten efter. En folkelig finansieringsmetode, som crowdfunding jo er, kan forstørre og udvide den selvudgiverbølge, der angiveligt skyller over landet for tiden. (Se fx denne artikel i Information.)
  • Det her handler ikke om surt at lægge armene over kors og skide på de såkaldte etablerede forlag og al deres såkaldte forkromethed; det handler om at skabe små nicher i og på et etableret marked. Her kan så siden det såkaldte etablerede etablere sig. Sådan en dynamik er til litteraturens store fordel. 


Ang. min arbejdsproces: 
  • Jeg allierer mig med talrige læsekyndige mennesker, herunder folk fra forlagsbranchen (wow), som jeg kender privat, men også rigtige forfattere (wow) og rigtige litteraturstuderende (wow), når teksten skal redigeres. (Jeg har forfattet et par bøger selv, og jeg har været medvirkende omdrejningspunkt om ikke ligefrem årsag til en del andre, så jeg kender altså skrive- og udgivelsesproceduren temmelig godt.)
  • Jeg har på konsulentsiden indledt et samarbejde med to lokalhistorikere fra Aarhus, sådan at "Aarhusianske godnathistorier" (der ud over røverhistorier også kommer til at bestå af rigtige, faktuelle forklaringer) ender med at blive ganske lødig (dvs.: historisk korrekt). Plus jeg får inspiration af dem undervejs. 
  • Bogen udkommer ikke, hvis der ikke kommer nok penge. Du kan altså ikke vente, til du står med den mellem dine fedtede hænder nede i boghandleren - og vurdere om det er noget for dig. (Ja, det kan du sådan set godt, men det kræver jo, at andre så har banket fundingen op på de famøse 100%.)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar