mandag den 23. december 2013

Så er der ebog!

Køb den fx hos Saxo.com.
Ebogen er godt 100 kr. billigere end papirbogsudgaven. 
Jeg er selv flittig ebogs læser, men forstår godt forbeholdene. 
Der er en gratis prøve på godt 12 sider, så man kan se, om det er noget for en at læse Aarhusianske godnathistorier på skærm. 

fredag den 20. december 2013

Fem ud af seks stjerner i Stiften

Så kom den første anmeldelse. Stiften siger, at det er en god bog, og det er det jo også, og de begrunder det på følgende måde: 
»Aarhusianske godnathistorier« er perfekt oplæsning for børn, der kender byen godt. Boris Boll-Johansen skriver enormt underholdende, og bogen er rigt og farverigt illustreret med fotografier og tegninger lavet af forfatteren selv. 
Hvad der et eller andet sted glæder mig særlig meget er, at anmelderen har øje for bogens dobbelthed, og at vedkommende finder, at de 
sandfærdige historier ofte (er) lige så sjove som løgnehistorierne.
Se så, således kan det jo ende som et regelret dannende projekt. Hvilket også var meningen. 



onsdag den 18. december 2013

Lokalavisen er klar på en konkurrence ..

I Politikens lokalaviser, Aarhus chapter, er der hele 10 bøger på højkant! 
Før man kan gøre sig håb om at vinde, skal man dog svare på, om forfatteren hedder Morris eller Boris. Jeg røber ikke noget. 
Se mere her

Update, 2. jan.: Konkurrencen er nu slut. Men der er andre konkurrencer, hvor man kan vinde bogen. Se indlæg og links på denne blog. 




tirsdag den 17. december 2013

Vind tre bøger: Konkurrence på Aarhusportalen

Der er forskellige konkurrencer under opsejling.
Aarhusportalen var først - se mere her
Og lige om lidt kommer Lokalavisen med - de udlodder hele 10 bøger! Link følger.
Det er jo det rene slaraffenland. 

Det er Scandinavian Book, trykkeriet, der sponsorerer bøgerne. Jeg har haft et forbilledligt samarbejde med dem gennem hele forløbet. Og det siger jeg ikke for at fedte, men fordi det er sådan, det er. 
Kunstnere, vid dette: Det behøver ikke at være det rene skidt at sælge sin sjæl til den onde kapital!
Man kan også sige: Hvad for en ond kapital? 
(Eller, ok: Hvad for en sjæl?)


mandag den 16. december 2013

Så er ebogen på trapperne

Har siddet og fiflet lidt med ebogen. Og brugt tid på at greje, hvordan jeg skulle omgå det faktum, at man jo ikke kan lave ebøger, hvor den ene halvdel vender på hovedet. Eller, det kan man selvfølgelig godt, men hvis man bruger iPad fx, ville skærmen rotere løs, og den på hovedet vendte historie ville altid stå på hovedet. Medmindre man låser skærmen selvfølgelig, men så blir det nok lige lovlig kompliceret. 

Jeg valgte da at servere først Gregers Faktum og dernæst Gøgler Gregers. Ret ordinært. 
På en bogens allerførste sider gør en figur (Dalgas med propelhjerne) opmærksom på, at bogen består af to halvdele. Og øverst på hver side indikeres det, hvilken afd. af bogen vi befinder os i. Det går jo ikke, at nogen læser løgn, og tror, at det er den skinbarlige sandhed! Eller omvendt. 








Ebogen kommer i handlen til at koste ca. 100,- Det er den vejledende pris. Men man kan godt forvente at nogen udbydere dumper prisen en del i konkurrenceøjemed. Og således kan man ende med at få sig en ret ok deal. 

Ebogen sendes selvfølgelig gratis til alle fundere som lovet! Det sker inden jul engang. Og via mail. Så snart den ligger helt klar og fejlfri i systemet. 
Den kommer forhåbentlig også på eReolen, bibliotekernes digitale udlåningsplatform. Det er noget, de bestemmer. 

søndag den 15. december 2013

Ok gang i julesalget

Jeg ved ikke, hvad man egentlig skal forvente at sådan et julesalg, men når der på en dag ryger otte bøger over disken, og alle fra lokale boghandlere, altså i Aarhus, så synes jeg sådan set, det er ret ok. 
Der er tale om 2 fra Bog & Idé i Bruuns Galleri og 6 fra bogafdelingen i Sallings. 
Jep, så præcist kan tallene læses. 
Om de så ligefrem er solgt eller blot bragt til boghandelen for at blive udstillet, ved jeg faktisk ikke. Det er vel sådan set essentielt. Men mit købmandsgen rækker ikke hele vejen (ved også min bank).

fredag den 13. december 2013

Konkurrence på vej i Lokalavisen

Den 17. december skydes der en konkurrence i gang i Lokalavisen. 10 vindere kan hver vinde en bog. Og det er selvfølgelig Aarhusianske godnathistorier. Vinderne findes 3. januar.