tirsdag den 29. januar 2013

Bogen med de to forsider
























Det er efter dette nyudviklede specialkoncept, at den kommende Aarhusianske godnathistorier vil slå sine folder. 


mandag den 28. januar 2013

Incitamenter

Jeg er i gang med at fundere over, hvilke incitamenter, jeg skal give. Det vil sige: Incitamenter for at støtte projektet, når det åbner på fredag. Det er jo sådan med crowdfunding, at man ikke bare kræver, man gi'r noget igen. 
Jeg kunne godt tænke mig at høre jeres mening om disse incitamenter. 
Gi'r de mening? Er listen overskuelig? Er jeg for gavmild? Eller er jeg tværtimod for fedtet? 

  • 50 kr.: stort smil og virtuelt kram
  • 100 kr.: alt det foregående + tak i bog
  • 150 kr.: alt det foregående + 1 ebog
  • 250 kr.: alt det foregående + 1 papirbog
  • 400 kr.: alt det foregående + 1 papirbog (dvs. i alt 2 papirbøger)
  • 500 kr.: alt det foregående + 1 papirbog (dvs. i alt 3 papirbøger)
  • 1000 kr.: alt det foregående + original illustration fra bogen
  • 5000 kr.: alt det foregående + oplæsning 45 min.
Jeg signerer selvfølgelig bøgerne. Og tegner sikkert også en lille tegning i dem. 
Der lægges signerede plakater og postkort i alle forsendelser. 

Hvad siger du? Jeg har brug for at høre din stemme i denne sag!
Kom med input under dette indlæg. 
Eller bliv medlem af Klørkonge.dks Facebook-side og giv din mening til kende derinde. 
Eller skriv til mig direkte på denne adresse.





fredag den 25. januar 2013

Interview i Jyllands-Posten

Tirsdag d. 22.1. var der en artikel i Jyllands-Posten, der handlede om crowdfunding. Det er jo interessant i sig selv. Og så meget desto mere, som jeg også blev interviewet. 

Artiklen hedder: 
Fans og fremmede finansierer kuturen 
og man har kun adgang til den, hvis man er J-P abonnent. 
Den er skrevet af kulturjournalist Rasmus Karkov. 

Artiklen handler bl.a. om, at crowdfunding har været stort i USA længe, og at turen nu er kommet til Danmark. Der er et kort interview med Michael Eis, ejeren af crowdfundingsitet Booomerang.dk. Og så kommer mit projekt på banen: 

Et af de kommende projekter [på Booomerang.dk] er Boris Boll-Johansens børnebog, der foregår i Aarhus.  
"I stedet for, at man sender bøger ud i blinde, kan man nu se, om der er interesse for bogen," siger forfatteren. 
Boris Boll-Johansen lancerer sit projekt til februar og bruger netop nu meget tid på at skabe forhåndsinteresse om bogen. Han mener, at crowdfunding især udmærker sig ved at skabe et tilhørsforhold til værket.  
"Forfatteren kommer ned fra elfenbenstårnet og i direkte kontakt med folk. I stedet for at søge legater eller et forlag, forsøger jeg at skabe et netværk af folk, der er interesseret i en børnebog, der foregår i Aarhus. På den måde har folk allerede et medarbejderskab af bogen, når den udkommer," siger han.  
Han tilbyder donorer alt fra at få deres navn i bogen til et gratis eksemplar af selve bogen.


torsdag den 24. januar 2013

Postkort, nu sendt til Lasertryk





















Motivet på forsiden er ændret en smule i forhold til plakaten. Titlen "(Aarhusianske godnathistorier") er forstørret og uden skygge, for at gøre den tydeligere i forhold til det bette format. Af samme grund er "- et crowdfunding projekt" (og de sidste to ord skulle vel egentlig have været ét (crowdfundingprojekt), men skide nu være med det) flyttet hen i det ledige (himmel)rum til højre. 
Teksten allernederst på forsiden, under rotterne bl.a., er også gjort større. 
Teksten på bagsiden lyder: 
Crowdfunding er en ny måde at sponsere kulturen på. Det foregår efter mange-bække-små modellen. Og efter et noget-for-noget princip. Aarhusianske godnathistorier kan støttes (eller 'forudbestilles') på Booomerang.dk indtil 1. april 2013. Kommer der nok penge, udgives bogen i efteråret 2013. Kommer der ikke nok penge, ryger det beløb, man måtte have indbetalt, retur på giverens konto. Og bogen udgives ikke. Dette projekt er sat i søen af Boris Boll-Johansen, der har udgivet fem bøger og illustreret et dusin.
(Der burde nok have stået "forfattet fem bøger". Men sådan er der så mange fluer, man kan kopulere.)

Også denne tryksag er, som det fremgår, sponseret af Lasertryk.dk

Plakaten, nu sendt til Lasertryk



















Sådan kommer plakaten til at se ud. Dog uden skæremærker. 
Eneste ændring i forhold til den plakatudgave, jeg tidligere har lagt op her på bloggen: QR koden, der er en klodset sag, men ok implanteret i sammenhængen, synes jeg. Når det nu skal være. 

Det er som sagt Lasertryk.dk, der sponserer plakaten, og de er ganske effektive (siger jeg uden fedteri): Den blev sendt i går aftes og er allerede i trykken. (500 stk. A3.) 


Hvis man kan argumentere sådan nooogenlunde rimeligt for, at det vil give noget reklamemæssigt, spenderer jeg gerne en forsendelse på 40-50 kr., og så får man en stak postkort og plakater til fordeling og ophængning. Jeg betaler portoen af egen lomme, så lad være med at gøre det for the fun of it. 
Skriv til mig på denne adresse

QR kode














Her er så den såkaldte QR kode, der kommer til at pryde såvel postkort som plakater, og som fører til denne blog. Folk, der har smart phones, ved, hvad det handler om. Ideen er, at man ligesom scanner den med sit mobilkamera, der så registrerer, at - hov - dette er vist ikke et ansigt (selv om mobilejerens venner og familie nok plejer at være lidt firkantede i hovederne), så det er nok snarere en QR kode, derfor spørger jeg lige min ejer, siger mobiltelefonen til sig selv, om vedkommende vil til den webside, der linkes til. 
Og så siger ejeren: Ja, den hjemmeside vil jeg da gerne ind på. 
Og således landede ejeren af mobiltelefonen på den blog, som du er inde på nu, og blev derfra ledt videre til selve indbetalingen og lagde en mio. kr. 

Jeg har ikke en smart phone, så jeg lagde den frisk genererede QR kode op på min Facebook-væg og spurgte folket: "Virker denne?" Og det gjorde den, meddelte folket prompte tilbage. 
Egentlig er nymodens teknik jo en ret fed ting. 
Det er Scanlife, der har leveret koden. 

Og en lille selvfedende sidebemærkning: Mit lækre mp3-forlag Klørkonge.dk var allerede ude med en QR kode i 2007. Ikke at jeg forstod, hvad det gik ud på dengang, jeg gjorde det bare, med hjælp fra et par gode venner, der har forstand på den slags. Mine (små)eksperimenter dengang kommer mig nu til gode. 

tirsdag den 22. januar 2013

4. skitse af plakater / postkort (næsten færdig)



















Sådan kommer den til at se ud. Plakaten. På postkortet kommer der mindre tekst på forsiden, fordi der er også er en bagside at gøre godt med. Sender begge til tryk i morgen, onsdag - medmindre der er nogen, der kommer med indvendinger ..
Tryksagerne når at blive klar til d. 1. februar, hvor crowdfundingen skydes i gang. Glæder mig! 

søndag den 20. januar 2013

3. skitse (det begynder at ligne noget)




















Jovist, det begynder at ligne noget. Men det er sgutte nemt at få så mange ting til at passe sammen i baggrunden. Må vist lige sove på dén komposition. Eller hvad det er. 
Dette bliver så både postkort (A6) og plakat (A3). Kun småjusteringer adskiller dem. 

Dertil kommer, at figurerne, dvs. de 2 x Gregers, mange af bygningerne og 'Aarhusianske godnathistorier'-logoet også  kommer til at danne udgangspunktet for bogens omslag. Ret smart genbrug. 

fredag den 18. januar 2013

2. skitse af plakater og postkort



















Ja, der er en bid vej, før det her bli'r til et postkort, som nogen gider at sende. Og en plakat, som nogen gider at have hængende! Men det skal nok lykkes ... Arbejder videre på sagen henover weekenden. 


onsdag den 16. januar 2013

1. skitse af plakater og postkort


Arbejder på postkort og plakater. 

Gregers kommer muligvis også på bogens for- og bagside. Men fordelt således, at Gøgler-Gregers kommer på forsiden, mens bagsiden får fornøjelsen af Dr. phil. Gregers Faktum. For således at illustrere, at bogen kommer til at bestå af to dele. 

Der kommer nok en Aarhus-skyline i baggrunden. Og helt sikkert talrige farver. 

mandag den 14. januar 2013

Den fede aftale

Scandinavianbook.dk og undertegnede har lavet en temmelig interessant aftale. Normalt ville man sikkert lave en nøgtern deal med 10%'s afslag eller sådan noget, i anledning af det gode formål og så videre, men her hedder den: 200 ekstra frieksemplarer. Da oplaget er på 1000 hedder den altså 1000 + 200. Men de 200 kommer ikke i salg. De er iflg. aftalen bundet til særlige formål. 

  • 100 går til pressen og boghandlere (boghandlerne skal have såkaldte 'læseeksemplarer', så de får lyst til at bestille i pallevis). 
  • 100 går til fire udvalgte skoler i Aarhusområdet. Fire klassesæt á 25 stk. 

Det er en aftale, som jeg synes er ret så cool, fordi den helt i crowdfundingens ånd bevirker, at der bliver genereret noget forhåndsinteresse for projektet. Læs: Mange får interesse i at pengene kommer hjem. For hvis crowdfundingen ikke lykkes, bliver der jo heller ikke trykt nogen bøger, og så er der heller ingen gratis klassesæt at dele ud af. 

Scandinavianbook.dk trykte også den bog, jeg udgav for godt 2 år siden, og som udkom på Klørkonge.dk. Samarbejdet fungerede glimrende dengang. Og det kommer det til at gøre igen, er jeg sikker på. 
Det var selvfølgelig også nærliggende at henvende sig til Scandinavianbook.dk, fordi de har til huse i Aarhus (N). 

søndag den 13. januar 2013

Gratis postkort og plakater til projektet!

Det er altså en super aftale, jeg har fået lavet med Lasertryk.dk. De sponserer 2000 postkort i A6 + 500 plakater i A3. Jeg skal gøre mig umage for at lave funky motiver! (Målsætning: Postkortene har man lyst til at sende også efter projektets udløb, og plakaterne: at have hængende.)
Tanken er selvfølgelig, at de sager skal sparke ekstra krudt i crowdfundingen, når betalingen åbner 1. februar. 
(Jeg må for resten hellere komme i gang med at lave dem!)

fredag den 11. januar 2013

Om crowdfunding


Crowdfunding er en ny måde at finansiere især kulturprojekter på. Eller relativt ny: Musikbranchen har prøvet formen af i noget tid. Og især i udlandet. Crowdfunding er ikke overraskende en amerikansk opfindelse.

Den crowdfunder-hjemmeside, jeg har valgt, hedder Booomerang.dk. Den har eksisteret i godt et år. Jeg har truffet ejeren af den, og han er en flink mand med visioner. Og så ta'r han kun 5% i gebyr. Da jeg beder folket om 35.000 spir, afleverer jeg således 1.750 til ham, inden jeg får pengene udbetalt. 33.250 rækker til at få trykt en bog af den beskrevne kvalitet i den beskrevne mængde.

Betalingen til dette projekt åbner 1. februar. Og den strækker sig over to måneder, det vil sige, at den lukker igen 1. april.

Er der ikke 100% finansering, ryger pengene retur til giverne; de bliver slet og ret fordelt ud på folks konti igen, som om ingenting var sket.

Er der 100% finansering, det vil sige, hvis alle 35.000 kommer hjem, glæder jeg mig såre til at gå i gang! Og ikke mindst: til at levere et produkt eller to eller tre, som jeg kan sende til de glade givere. Crowdfunding opererer nemlig efter et sympatisk noget-for-noget princip.

Jeg forventer at få solgt en del bøger forlods på den måde. For 250 spir kan man erhverve sig en bog med underskrift og det hele, sendt til ens adresse før officiel udgivelse. Plus man får sit navn i bogens takkeliste. Det gør man for resten også, hvis man nøjes med at betale 50 kr. Men så får man altså ingen bog!

Nok så vigtigt: med sit 'noget' er man med til at støtte et godt projekt, der ellers muligvis ikke ville blive til noget. 

Tidsrammen for dette projekt


Tidsrammen:

Dette er et 2013-projekt. Og det kommer til at forløbe som følger:

  • vinter og forår: pengene samles ind. 
  • forår og sommer: bogen skrives og tegnes. 
  • sommer og tidligt efterår: bogen finpudses, redigeres, layoutes og trykkes. 
  • sent efterår: De glade givere får sendt deres gaver - bogen udgives derefter officielt.
  • jul: folk shopper Aarhusianske godnathistorier som psykopater! 
Det er i hvert fald planen. 

Undervejs kan man via denne blog holde sig orienteret om, hvordan det hele skrider fremad. 
Pressen holder jeg underrettet via spam. Jeg mener: mails. Og terroropkald. Jeg mener: venlige telefoniske henvendelser.

Men altså ... Hvis der ikke kommer nok penge, så lukker jeg jo projektet ned allerede 2. april. Og går i stedet i gang med nogle af de mange andre projekter, der venter. Det ta'r dog nok lige en uges tid at rejse sig efter sådan en lussing, afleveret i fuld offentlighed ... 


Bogens indhold og data


Bogen bliver i stil med de to Sindssygt langt ude københavnske godnathistorier, som jeg skrev (og tegnede) i hhv. 2001 og 2010. De er fulde af fup og fidus. Og er blevet godt anmeldt. 
Bogen Aarhusianske godnathistorier får et interessant touch, fordi den også kommer til rumme rigtige, altså faktuelle forklaringer på de af løgnehistorierne skamferede ting og sager! (Eksempler kommer senere her på bloggen.)

Jeg kan godt lide historie. Det er et spændende fag. Men jeg kan også godt lide historiefortælling. Og de to ting kan man fint kombinere i sådan en gang edutainment. Som det hedder. Det er i hvert fald min hensigt.

Bogens cool data: 128 sider, 4 farver, A5 format, hardback, oplag 1000, vejl. udsalgspris ca. 198,-

Bogen trykkes af Aarhusbaserede Scandinavianbook.dk, der har givet mig en rigtig fin deal, fordi de syntes, det var et fedt projekt.